Evaluering
Friskoler er omfattet af Friskoleloven og har pligt til løbende at evaluere undervisningen. Det overordnede krav er, at undervisningen samlet set skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, både fagligt og pædagogisk.
Evalueringen skal sikre, at:
undervisningen lever op til skolens formål, idé- og værdigrundlag
elevernes faglige udbytte og trivsel følges systematisk
der arbejdes målrettet med opfølgning og udvikling
skolens ledelse og bestyrelse har et oplyst grundlag for ansvar og tilsyn
Evaluering på friskoler er ikke bundet til bestemte testformer, men skal være systematisk, dokumenteret og anvendelig – og danne grundlag for konkrete forbedringer af undervisningen.

Evaluering på Mentiqa
På Mentiqa Nordjylland arbejder vi systematisk og løbende med evaluering af vores samlede undervisning. Evalueringen tager afsæt i skolens værdigrundlag og formål og har som mål at sikre høj faglig kvalitet, relevans og trivsel for de højtbegavede børn, vi er sat i verden for at støtte.
Vi ser evaluering som et professionelt redskab, der både understøtter refleksion, fælles læring og kontinuerlig udvikling – og som bidrager til at skabe sammenhæng mellem skolens mål, undervisningens indhold og elevernes udbytte.
Sådan evaluerer vi
Undervisningen evalueres hvert år inden for to faste rammer:
Lærermøde i maj/juni, hvor skoleåret evalueres samlet
Pædagogiske dage i foråret (omkring påske) og i november
Ved skoleårets afslutning gennemføres en samlet evaluering, hvor lærere og pædagoger deltager. Her drøftes erfaringer, observationer og udviklingsområder på tværs af fag og klassetrin.
Evalueringen danner grundlag for en opfølgningsplan, som behandles på møder ved det nye skoleårs start. På den måde sikrer vi, at evalueringen ikke blot er en status, men omsættes til konkrete justeringer og forbedringer i praksis.
Evalueringen gennemføres i flere led:
Lærere og pædagoger drøfter undervisningens indhold, metoder, rammer og elevernes udbytte – både fagligt og trivselsmæssigt.
Skolens ledelse samler op på evalueringen og vurderer behov for justeringer, prioriteringer eller nye indsatser.
Evalueringen kan fremlægges og drøftes på et ordinært bestyrelsesmøde som led i bestyrelsens ansvar for skolens drift og udvikling.
Forældre orienteres om evalueringens hovedpointer via referat fra bestyrelsesmødet i SkoleIntra eller i forbindelse med skolestart.
Fokus for evalueringen
Evalueringen tager udgangspunkt i skolens idé- og værdigrundlag samt undervisningsplaner og har særligt fokus på:
elevernes faglige progression
elevernes trivsel og læringsmiljø
undervisningens tilrettelæggelse og differentiering
sammenhæng mellem skolens formål, praksis og mål
Evalueringen skal sikre, at Mentiqa Nordjylland lever op til sit ansvar som skoletilbud for børn med høj begavelse – og at skolen fortsat udvikler sig i takt med elevernes behov og samfundets krav.