Værdigrundlag
På Mentiqa Nordjylland bygger vores arbejde på tre værdier: trivsel, rummelighed og faglighed. De er grundlaget for alt, hvad vi gør – fra undervisningen i klassen til samværet i hverdagen.
Vi tror på, at børn lærer bedst, når de trives, bliver forstået og får lov til at bruge deres potentiale.

Trivsel
På Mentiqa Nordjylland hjælper vi højtbegavede børn med at forstå, at det er positivt at være særligt dygtig – og helt naturligt, at man ikke er lige stærk på alle områder. Vi anerkender begge dele og arbejder målrettet for at skabe arbejdsglæde og balance i hverdagen.
Når konflikter opstår, håndteres de med inddragelse af de involverede parter, så de ikke får lov til at vokse eller tage glæden fra læring og fællesskab.
Vi har trivsel på skemaet – bogstaveligt talt.
Som trivselsskole arbejder vi ikke kun med trivsel, når der opstår udfordringer, men forebyggende, systematisk og med blik for det enkelte barn. Trivsel kræver opmærksomhed, nærvær og tid – og derfor er det en planlagt del af skoledagen hos os.
Vi skaber rum for refleksion, dialog og fællesskab, hvor eleverne lærer at forstå sig selv og hinanden bedre. Det styrker både det enkelte barns selvværd og klassens sociale dynamik. Når børn trives, har de mod på at lære, bidrage og udvikle sig – både fagligt og menneskeligt.
Rummelighed
Vi rummer højtbegavede børns særlige personlighedstræk – f.eks. at de kan være krævende, stædige og insisterende, men også nysgerrige, kreative og reflekterende.
Vi er åbne for at støtte børn, der har oplevet udfordringer i tidligere skoleforløb, men vi har ikke mulighed for at varetage dybereliggende psykologiske eller familiemæssige problemstillinger.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at nogle højtbegavede børn fejlagtigt kan være blevet diagnosticeret med f.eks. ADHD eller autisme. En diagnose udelukker derfor ikke nødvendigvis optagelse på Mentiqa Nordjylland.
Vi prioriterer den fælles trivsel højt – den er en forudsætning for et trygt og læringsrigt miljø. Derfor er det vigtigt, at alle elever kan modtage undervisning og få udbytte af de pædagogiske redskaber, vi arbejder med.

Faglighed
På Mentiqa Nordjylland har vi stort fokus på at fagligt udfordre det højtbegavede barn. Undervisningen tager udgangspunkt i folkeskolens Fælles Mål og lever altid op til de nationale krav.
Vi tager udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger, og undervisningen differentieres i alle fag og på alle klassetrin.
For det højtbegavede barn hænger faglige udfordringer tæt sammen med trivsel. Netop kombinationen af faglig dybde og personlig trivsel skaber motivation, læringsglæde og mulighed for at udnytte sit fulde potentiale.